De senere år har man oplevet en stigende erkendelse hos politikerne af dagtilbuddenes betydning. Det er i de første leveår, at personligheden dannes, at vi lærer at indgå i sociale relationer og bliver parate til al den læring, vi også senere skal modtage i folkeskolen og i uddannelsessystemet. Det er også i de første leveår, vi bedst kan sikre, at børn af socialt udsatte og fra etniske minoriteter kommer med i fællesskabet. Nobelpristager James Heckmans forskning, der viser, at en investering i den tidlige barndom giver et større afkast end når de samme penge investeres i børn der er ældre, er også blevet alment kendt. |